Indhold














Peter Bilgrav Sørensen Tårupgårdvej 7, Tårup
8831 Løgstrup
fisketelefon: 51 80 22 95
peter@mepps.dk
www.mepps.dk

Mepps.dk

Det et naturligvis ikke tilfældigt at denne hjemmeside ligger på domænet mepps.dk.

Hvor mange andre hylder fluefiskeriet som den eneste vej den salige fiskelykke, så går jeg andre veje. Man kan sige, at jeg går mod strømmen - sådan helt bogstavlig talt. Jeg fisker næsten udelukkende altid opstrøms, og jeg fisker stort set altid med en Mepps. Oftest er det en Aglia spinner str. 3 eller 4, der bliver udset til at lokke de sølvblanke. Jeg fisker med de farver som jeg selv kan lide, og derfor sidder der altid en spinner i de klassiske farver sølv eller kobber for enden af linen.

Og Meppsen er jo fantastisk smuk. Tag f.eks. en Aglia Decore sølv med røde prikker. Efter en sæson, hvor den har lokket et utal af ørreder, og bladet har fået en sart mat finish og de røde prikker næste er spist, ja så fås det ikke meget smukkere. Det skulle da lige være en kobberfarvet Aglia Decore eller den klassiske Aglia i str. 3 eller 4 sølv eller kobber... Ikke når den kommer lige fra pakken, men når den har fået lidt patina.

Kort sagt: Hvis det kan fanges, så kan det fanges på en Mepps


Og Meppsen skal jo ud over vandet. Jeg sværmer for fiskestænger fra Shimanos Stænger hvor pris og kvalitet går hånd i hånd. Det startede med BeastMasterserien, hvor jeg faldt pladask for 8´ stangen i ML udgaven med en kastevægt fra 5-20 gram. Senere er samlingen kommet til at omfatte et antal andre Shimanostænger. Technium DF og Antares AX. Alle i 8´ eller 9´ med forskellig kastevægt. Men een ting er hvad stangsamlingen gemmer - en anden ting er hvad der kommer med ud til fiskevandet. I flere år var min tro følgesvende ved fiskevandet min Antares på 9´ med en kastevægt på 5-25 gram, men jeg følte flere gange at den kom lidt til kort når de tunge laks og havørreder skulle presses. Derfor har jeg opgraderet til en Shimano Aspire - ligeledes 9´ og med samme kastevægt. Her føler jeg, at der er lidt mere at arbejde med, før fisken "går i bundduppen". Stangens er perfekt, når havørreden skal fightes, og der er masser af elasticitet til at kompensere for den uelastiske fletline, jeg sværger til.

Fiskehjulet skal helst hedde Shimano, og her er Aspirehjulet mit aktuelle valg. Ikke mindst fordi det har den uundværlige fightbremse, men også simpelthen fordi det kører godt, hvis det får en dråbe olie i ny og næ. Hjulet fyldes oftest med fletline (Sufix 832) i den svære kaliber. Hvis fisken trækker det lange strå under fighten, så skal det ikke være fordi linen springer.

Og når det gælder om net, går jeg heller ikke på kompromis. Både ved kysten og ved åen slæber jeg rundt på en kystnet med et dejligt langt håndtag og en dyb netpose. Så er jeg så herligt fri for at tabe fisk på netrammen! Klap-sammen-net, med et stykke gummi som forkant på netrammen, er ikke min livret, men derimod en stensikker vej til at tabe gode fisk i løbet at fiskesæsonen..

Og nej, der er ingen reklamekroner involveret her ;-). Kun ren begejstring over fiskegrej, der fungerer....

MEN fisk med det du kan li´- det gør jeg, og det er den korteste vej til et fornøjeligt fiskeri. Og lad så være med at gå på kompromis. Livet er for kort til dårligt fiskegrej og det er generelt træls at fiske med noget billigt lort. Endnu mere træls er det, når storfisken hugger, og den bliver mistet på grund af fiskegrej, der ikke virker.